Dette er en særdeles imponerende og herskabelig ejendom med et fint strejf af engelsk cottage-stil, opført i 1944 af grosserer Hans Lassen med rødder i Sønderjylland. Det karakteristiske runde vindue i hall’en med de 2 slesvigske løver placeret over hinanden er et symbol, der særligt kendes fra Sønderjylland, og som stadig bruges i dag i forskellige sammenhænge – blandt andet i Sønderjyllands våbenskjold, der har været anvendt både som territorialt våben og som en del af det danske kongevåben.
Huset ligger meget ugeneret, trukket tilbage fra vejen og afskærmet af tæt beplantning samt et særdeles charmerende smedejernshegn. I hall’en findes et stilfuldt gæstetoilet, og herfra træder man ind i en stor, imponerende forstue med gennemgående pejs, garderobeafsnit og en elegant trappe til første sal. Fra hall’en er der adgang til et usædvanligt stort køkken i cottage-stil med god spiseplads. Fra køkkenet er der adgang til spisestuen og en stor opholdsstue, der ligeledes har den dobbeltsidede pejs. Der er desuden adgang til et usædvanlig stort, smukt udført og elegant orangeri med franske døre ud til den smukt anlagte terrasse og have. Fra opholdsstuen er der yderligere adgang til endnu en dagligstue med pejs. Hele stueetagen byder på elegante sildebensparketgulve, radiatorinddækninger samt dekorative stuk- og rosetlofter.
På første sal findes et repos med et dejligt ovenlys og en værelsesfordeling i to fløje: den ene med tre soveværelser og den anden med yderligere tre soveværelser samt to badeværelser.
Kælderetagen har egen ind- og udgang, høj loftshøjde og tørre forhold. Her findes bryggers med badefaciliteter, to disponible rum, depotrum, vinopbevaring, fyrrum, tidligere fyrkælder, værksted og et toilet.
Har man behov for yderligere plads at indrette sig på er der et stort højloftet uudnyttet loftsrum, der kan indrettes.
Både for- og baghaven er dejligt ugenerede, og huset besidder så megen karakter, kvalitet og format, at det med rette kan betegnes som en ægte pragtvilla.
Når du køber en bolig gennem EDC, har du mulighed for at få en gratis flytteforsikring. Ønsker du denne, skal du sende en mail med "Ja tak" til flytteforsikring@gjensidige.dk