På Grættrupvej 11 finder I en sjældent udbudt liebhaverejendom, hvor natur, komfort og gennemført kvalitet smelter sammen i perfekte rammer. Ejendommen er fredelig og idyllisk beliggende blot ca. 2 km. Vest for Nørre Snede centrum med skole, indkøb og dagligdagens faciliteter – og med en tryg og naturskøn samt trafiksikker skolevej, hvor en del af ruten foregår ad fredelig grusvej.
Her får I hele 2 tdr.l. jord, som er beliggende i et godt og regulært stykke ved ejendommen. Beliggende i et skønt område tæt på natur, skov og Rørbæk Sø – masser af dyreliv som man kan nyde synet af og som bidrager til en helt særlig ro. Området indbyder dermed til et aktivt udeliv med den direkte adgang til skovområderne, der strækker sig mod Rørbæk Sø og videre til Hærvejen. Et sandt område for naturelskere. Samtidig er der oplagte muligheder for mindre dyrehold som får eller høns – eller blot at nyde pladsen og friheden.
Kort cykelafstand fra ejendommen og op til byen. En virkelig god beliggenhed hvor man bor på landet med alle de friheder og luft under vingerne det giver, men stadig har alle de bymæssige bekvemmeligheder lige inden for 5 min. kørsel eller 10 min på cykel. Et dejligt sted for familien der ønsker at bo på landet i fredelige og ugenerte omgivelser, og hvor der er plads til alle mulige udfoldelser for familien.
Villaen fremstår yderst præsentabel og er opført i 2013 i klassiske, blødstrøgne sten med smukke murede gesimser, synlige tagrender samt mahognivinduer og -døre. En gennemmuret kvalitetsvilla med et elegant og tidløst udtryk, hvor der er tænkt over detaljerne – både ude og inde – og hvor æstetik og holdbarhed går hånd i hånd, og hvor detaljegraden er i absolut topklasse.
Absolut en villa for den kræsne køber.
Boligen rummer i alt 271 kvm, fordelt på 163 kvm i stueplan og 108 kvm på 1. sal, og suppleres af en skøn udestue på 30 kvm fra 2020, der forbinder stuehus og garage.
Indenfor bydes I velkommen i en imponerende hall med rustikke indvendige vægge i blødstrøgne teglsten – samme sten som ejendommen er opført i udvendigt – og med en smuk trappe til førstesalen, og allerede her ved ankomsten fornemmes boligens gennemførte stil og eksklusive atmosfære. Stueplan har gulvvarme overalt og rummer et flot køkken fra JKE Design i åben forbindelse med alrum og stue – et naturligt samlingspunkt med lys, luft og udsigt og udgang til haven.
I stueplan findes desuden tre gode værelser med indbyggede skabe– alle med direkte udgang til haven – samt et særdeles lækkert badeværelse ligeledes fra JKE Design med spabad, dobbelt håndvask, rummelig bruseniche, og et flot skabsarrangement. Hertil kommer en praktisk baggang med tørskoet adgang fra udestuen/garagen samt vaskefaciliteter, herunder vaskemaskine og tørretumbler i en funktionel arbejdsh øjde.
Førstesalen som udover en helt fantastisk udsigt, byder på en rummelig og indretningsvenlig repos med plads til opholdsmiljø, et stort værelse med mulighed for opdeling i to samt et imponerende soveværelse. Herudover et badeværelse med gulvvarme.
Komforten er i top med gulvvarme i hele stueplan, energieffektiv jordvarme og et 6 kW solcelleanlæg, hvilket sikrer både et behageligt indeklima og en bæredygtig drift. Flot energimærke.
Til ejendommen hører desuden et stort og anvendeligt garageanlæg på hele 84 kvm, hvoraf 22 kvm er indrettet til udhusfaciliteter, samt et ældre, men yderst anvendeligt og uundværlige maskinhus på 64 kvm.
Som en helt særlig detalje finder I et stemningsfuldt shelter, diskret placeret i landskabet. Her kan aftenerne nydes under åben himmel med knitrende bål, stjernerne som loft og naturens lyde som bagtæppe fra de nærliggende skove – en oplevelse, der sjældent findes så fuldendt.
Her er tale om en ejendom for den kræsne køber, der ønsker natur, kvalitet og en bolig i absolut særklasse – uden at gå på kompromis med hverken komfort eller beliggenhed.
Fakta om ejendommen:
Opvarmes med jordvarme mrk. Danfoss med 600 m rør beliggende mod syd i haven, fra 2012.
Solcelleanlæg 6 Kw
Byvand er indlagt
Eget kloakeringsanlæg med trixtank - Så længe anlægget ikke giver anledning til uhygiejniske forhold eller forurening af vandområder, anser Ikast-Brande Kommune det stadig som lovligt.
Fælles privat vej som holdes i fællesskab med de andre på vejen.
Området:
Nørre Snede - byen med kraft og hjerte, velfungerende lokalsamfund, skønt placeret på den midtjyske højderyg nær Rørbæk Sø, fyrreskove og kuperede terræner. Du kan komme tæt på naturen ad de mange stier i området. Hærvejen indbyder til længere ture, og Hjertestien omkring byen dækker motionister og livsnyderes behov. Geografisk ligger Nørre Snede perfekt i forhold til jobsøgning til dem der kører et stykke til arbejde. Der er gode pendlermuligheder med maksimalt 30- 40 kilometer til både Brande, Billund, Herning, Silkeborg, Horsens og Vejle samt flere motorveje i kort afstand. Fra byen er der også busafgange til hele Midtjylland. Der er gode indkøbsmuligheder i byen med to store dagligvarebutikker, og butikslivet trives - også med flere specialbutikker. I byen findes desuden lægehus, apotek, tandlægehus, fysioterapi og fodspecialister. En by i stadig udvikling.
Nørre Snede Skole med elever fra 0.-9. klasse. I 2018 kunne Nørre Snede indvie en gennemrenoveret skole med en helt ny hovedbygning. Skolens multisal er åben for hele byen, og folkebiblioteket deler lokaler med skolebiblioteket. Derudover børnehave, med en fantastisk beliggende på en dejlig naturgrund.
Se nærmere på: