Grøn trepart: Naturstyrelsen køber 3 landbrugsejendomme i Gørlev til 46,25 mio. kr.
- Grøn trepart
- EDC Landbrug Poul Erik Bech
Naturstyrelsen har knap 2,5 mia. kr. til at udtage 18.500 ha lavbundsjord for at mindske landbrugets klimaaftryk. Et af værktøjerne er at købe dyrkbar jord som kompensation til landmænd i den frivillige udtagningsordning. EDC Landbrug Poul Erik Bech har formidlet salget af 210 ha i Gørlev til Naturstyrelsen, som indtil videre er deres største køb øst for Storebælt.
Naturstyrelsen har netop købt en landbrugsportefølje med 2 landbrugsejendomme, herunder 3 beboelser og 210 ha jord på Ågårdsvej 13, Tjørnhøjvej 35 og Kvægholm 4 i Gørlev.
Jan Søndergaard, projektleder i Naturstyrelsen Midtsjælland siger: ”Vi har i Naturstyrelsen købt de 3 landbrugsejendomme i Gørlev, da vi helt konkret køber erstatningsjord til de lodsejere, som har vist interesse i at indgå i den frivillige ordning om at udtage lavbundsjord. Vi har forberedt os i flere år og vi er nu for alvor ved at gennemføre flere projekter. Købene i Gørlev er det største opkøb af landbrugsjord øst for Storebælt, hvor vi indtil videre ellers kun har opkøbt mindre landbrugsejendomme.”
Bytte- og kompensationsjord
At få tingene til at gå op er et større puslespil: ”Vi har en ønskeliste fra lodsejere, der ønsker at indgå i lavbundsjordsordningen ud fra principperne om jordfordeling og de gældende takster, som fungerer fint og fair. Vigtigst for landmanden er at få god, dyrkbar jord, men geografi og nærhed spiller også ofte en rolle, og for nogle er det relevant, at der er driftsbygninger m.m.,” siger Jan Søndergaard.
Han fortsætter: ”Vi har en stor projektlederrolle i at få det hele til at gå op, så landmandens ønsker kan indgå i de frivillige aftaler – og interesserede landmænd er altid meget velkomne til at kontakte os, så vi kan indgå i en dialog om mulighederne. Naturstyrelsen ejer kun jorden midlertidigt og produktionen på bedrifterne fortsætter som normalt undervejs. Vi ombytter, det vi kan, så hurtigt vi kan og er der fx bygninger tilbage eller restjord, sælger vi det hurtigt igen i et offentligt udbud.”
”Helt generelt er vi en af de store aktører i den grønne trepart. I Naturstyrelsen har vi en omfattende opgave med at støtte landets kommuner ved at gennemføre projekter i deres arbejde med den grønne omstilling. Det er i sidste ende kommunerne, som har ansvaret for, at omlægningsplanerne i den grønne trepart vedtages og gennemføres, så her støtter vi kommunerne og står til rådighed med vores viden på området.”
Naturstyrelsen køber til markedsværdi
Frank Poll, landbrugschef, EDC Landbrug Poul Erik Bech, som har formidlet salget, siger: ”Salget gik rimeligt hurtigt trods sagens kompleksitet. Der er altid mange forhold, der skal på plads i en landbrugshandel. Der var tre andre købere med i opløbet, så interessen var stor. Det er vigtigt at pointere, at Naturstyrelsen naturligvis køber landbrugsejendomme til markedsværdien som alle andre. Vores arbejde som mæglere er altid at få de bedst mulige betingelser til sælger. Vi tilpasser altid salgsstrategien i samarbejde med sælger for at opnå det bedste resultat – hvad enten det er samlet salg, opdeling af jorden eller separat salg af ejendommene.”
”Vi har også lige solgt en landbrugsejendom på 55 ha til Styrelsen for Grøn Arealomlægning, så den grønne trepart og styrelserne, der opkøber landbrugsjord og kapitalstærke landmænd, virksomheder og investorer, der ønsker at købe landbrugsejendomme, er med til at fastholde en høj efterspørgsel og gunstige priser på landbrugsejendomme i markedet.”
I forhold til udtagning af lavbundsjord står Naturstyrelsen for alt det praktiske med ideoplæg, forundersøgelser, ansøgninger, køb af projektjord, gennemførelse, godkendelse og kompensation for landbrugsjorden, der tages ud af produktion.