Efterår øger risikoen for fugtskader

Her skal du være særligt opmærksom på forebyggelse

Snart rammer efteråret, hvor vi rykker indendørs og lukker døre og vinduer. Det betyder, at luft­fug­tig­he­den stiger i boligen og dermed risikoen for fugtskader og angreb af skimmelsvamp, som kun kan vokse, hvor der er fugtigt.

Derfor er udluftning og en jævn, stabil varme i boligen vigtige i efterårs- og vin­ter­må­ne­der­ne. Fag­spe­ci­a­li­ster­ne hos Bolius anbefaler: Aldrig under 18 grader og højst 5 graders forskel mellem rummene.

Er der et eller andet, der lugter dårligt?

Der kan være mange grunde til dårlig lugt. Lugter der muggent, surt eller af kloak i dit hjem? Prøv Bolius-quizzen her for at blive klogere på, hvad lugten kan skyldes, og ikke mindst hvordan du slipper af med den.

Skimmelsvampen formerer sig ved hjælp af sporer. Sporerne findes udenfor i luften i store mængder fra august til september og i middelstor mængde fra oktober til november.

Sådan forebygger du skimmelsvamp i boligen

Skimmelsvampe er nyttige i fødevare- og me­di­ci­na­lin­du­stri­en, men i boligen gør de ikke noget godt. For at holde risikoen for skimmelsvamp nede, er det vigtigste at holde fugten ude af din bolig ved hjælp af god ventilation, så du undgår, at konstruktioner i bygningen bliver fugtige.

Der er nogle ting, du kan gøre i hverdagen for at mindske risikoen for skimmelsvamp og andre fugtskader:

  • Luft godt ud. Gennemtræk i 5-10 minutter to til tre gange om dagen.

  • Gør grundigt rent med jævne mellemrum. Støvsug og støv af.

  • Tænd for emhætten, når du laver mad. Lad den køre et stykke tid bagefter.

  • Luk døren til badeværelset. Luk den, når nogen er i bad, og luft ud bagefter.

  • Undgå at tørre tøj indendørs.

  • Hold en jævn temperatur i alle rum. Også dem, du ikke bruger til daglig.

Det er selvfølgelig lidt af et dilemma, at udluftning samtidig betyder, at der kan komme svampesporer ind i boligen. Sporerne fjernes igen, når alle flader støves af med en fugtig klud, og når du er grundig med støvsugeren.

Vær særligt opmærksom på tag­kon­struk­tio­nen

Fugtskader i kælderrum og andre steder i boligen, hvor der jævnligt er trafik, er ofte synlige og derfor lettere at opdage. Til gengæld er det særligt vigtigt at sikre sig, at loft og tag­kon­struk­tion, hvor der sjældent kommer nogen forbi, er korrekt ventileret, så både fugt udefra og kondens fra beboelsesrum bliver ledt væk.

Bliver fugten ikke ventileret bort, kan den give råd og svamp i spær og undertag. Skaden bliver sjældent opdaget, før den er betydelig. Du kan læse mere hos Bolius: Mangelfuld ventilation af tage.

Se mere om forebyggelse og bekæmpelse

Du kan se mere om luftfugtighed og forebyggelse hos Bolius: