Lysere tider for en del førstegangskøbere
Her er det blevet lettere at komme ind på boligmarkedet
På store dele af det danske boligmarked, er det lige nu historisk nemt at komme ind som førstegangskøber.
Det viser de seneste tal for den såkaldte boligbyrde, som er et udtryk for, hvor meget af en boligejers disponible indkomst, der skal bruges på udgifter til realkreditlån, banklån og boligskatter. Lige nu er boligbyrden nemlig den laveste i de 40 år, pengeinstitutter og realkredit har målt den.
Bortset fra området i og omkring København, hvor boligpriserne, især for ejerlejligheder, ligger helt i top, har stigende lønninger og lavere renter gjort det nemmere for boligkøbere at komme ind på markedet i det meste af det øvrige Danmark, hvor flere af dem, der ønsker at komme ind på boligmarkedet, vil kunne opfylde bankens krav til rådighedsbeløb.
Se også:
Klar til boligmøde med banken - vær godt forberedt som førstegangskøber
Rentefald hjælper mange boligejere
Der er kommet mere i lønposen mange steder, renterne er faldet, især i Europa, hvor den europæiske centralbank (ECB) senest sænkede renten med 0,25 pct.
Prognosen fra bankernes og realkreditinstitutternes brancheorganisation, Finans Danmark, forudsiger en halvering af renterne på korte realkreditobligationer fra cirka 4 pct. i starten af 2024 til et formodet fald til omkring 2 pct. i anden halvdel af 2025.
Det vil typisk betyde en besparelse for en boligejer med korte rentetilpasningslån på 550-1.000 kr. om måneden. Til gengæld kan nogle boligejere med F3- og F5-lån forvente rentestigninger, hvis de skal refinansiere deres lån i 2025. Det betyder, at en del af dem kommer til at tage afsked med de 0 pct.-lån, som man tidligere kunne få.